Humor – en superkraft i samspil og udvikling

30. september 2024 0 Af admin

Et amerikansk studie (https://www.psu.edu/news/research/story/parents-who-use-humor-have-better-relationships-their-children-study-finds/) har for nylig vist, at forældre, der bruger humor, har et bedre forhold til deres børn. 

Det fik mig til at tænke på, at vi godt kunne tale mere om værdien af humor i pædagogik og samspil generelt. Humor er nemlig ikke bare sjov. Men hvad er det humor kan? Og hvilken type humor taler vi om? Og kan en større bevidsthed om humorens virkning medvirke til, at vi øger vores daglige dosis?

Hvad karakteriserer den udviklingsstøttende humor?

God udviklingsfremmende humor er afstemt til den andens udviklingsalder og verdensbillede. Den er respektfuld overfor både en selv og andre. Og først og fremmest er den ikke selvhøjtidelig. Humoren tager i dens udgangspunkt hverken afsenderen eller verden FOR alvorligt. Den er nærmere en munter tilgang til livet, hvor man ser det hele lidt udefra og ovenfra, og hjælper dem omkring en til det samme. Det gode konkrete eksempel skal opleves, for som så ofte i samspil handler det om stemning og opfattelse.

Vi kan til gengæld gå skævt med humor, hvis vi ikke får afstemt os til den anden. Og hvis vi bruger humor til at undgå vrede, tristhed, sorg eller ærlighed. Hvis vi bruger humor til at undgå nærhed. Og særligt hvis vi bruger humor til at nedgøre andre eller os selv.

Hvad kan humor bidrage til?

Humor kan skabe glæde og grin. Det kan bidrage til tillid og en tryg atmosfære, hvor man tør udtrykke sig og indgå i læring. Humor kan skabe en følelse af samhørighed, som styrker relationer. Den britiske udviklingspsykolog P. K. Smith har kaldt det et socialt smøremiddel, som letter socialt samspil og fremmer positive relationer.

Humor kan opløse eller afværge spændinger i konfliktfyldte situationer. Med humor kan man dæmpe egen og derigennem andres alarmberedskab.

Humor kan bidrage til kognitiv udvikling ved at pege på andre perspektiver og dobbelthed i sproget.

Humor kan øge ens følelsesmæssige fleksibilitet for gennem evnen til at se en situation udefra kan man håndtere svære følelser og modgang med større lethed.

“Den, der kun tager sjov for sjov, og alvor kun alvorligt. Han har faktisk fattet begge dele lige dårligt.”
Piet Hein

Måske det kan være værd for dig at overveje:

  • Hvornår bruger jeg humor?
  • Hvornår bliver det hjælpsomt for det samspil, jeg er i?
  • Hvordan hjælper det mig og den anden?
  • Kunne jeg bruge det i flere sammenhænge?