
Mine første erfaringer med onlinesamtaler fik jeg under corona, og jeg har været positivt overrasket over, hvor lidt teknikken kan betyde, når først kontakten er etableret.
Det er min erfaring at onlinesamtalerne kan være ligeså hjælpsomme som samtaler med fysisk nærvær. Den erfaring stemmer overens med forskningen indenfor onlinepsykologi, der viser at modtagerne af behandlingen bedømmer de mest afgørende faktorer i terapi, relation og nærvær, lige så stærke som i traditionelle samtaler.
Klienter fortæller, at de oplever onlinebaserede samtaler som både kontaktfulde, gavnlige, fleksible og i nogle tilfælde også mindre stigmatiserende.
Jeg ved også, at nogle personer vil foretrække fysisk fremmøde, men hvis du kan se fordelene ved onlinesamtaler, så er samtaler med mig en mulighed.
Hvad er anderledes?
Online terapi er mere fleksibelt, da vi kan være på stor afstand, du skal ikke bruge transporttid, tænke på parkering osv. Til gengæld kræver det, at du selv finder et roligt rum, hvor du kan tale i fred. Du skal have en mobil, ipad eller computer med fungerende mikrofon og kamera, og gerne høretelefoner.
I selve samtalen vil du opleve, at jeg spørger lidt ekstra ind til det, jeg ikke kan se så nemt, når vi ikke er i rum sammen. Det vil typisk være dine non-verbale reaktioner ligesom jeg vil være mere verbal om mine egne non-verbale tegn, da det også kan være sværere for dig at tolke mine tegn, når du ikke kan se om jeg skriver, kigger på uret osv.
Når jeg som psykolog udfører behandling via onlinekonsultation, er jeg stadigt underlagt gældende ret for psykologer med hensyn til tavshedspligt, faglige standarder, etik og journalisering.

Hvordan gør vi?
Når du har booket en aftale, sender jeg et link til dig, som du anvender på det aftalte tidspunkt. Forbundelsen er krypteret og sikker.
Du skal sørge for at sidde i et uforstyrret lokale, hvor du er alene, så du kan tale frit.
Du kan bruge mobil, ipad eller computer. Du skal have tændt din mikrofon og dit kamera. Og eventuelt bruge høretelefoner.
De allerfleste gange går det tekniske nemt, men hvis teknikken driller ringer jeg dig op telefonisk, så vi kan aftale, hvad vi så gør.
60 62 24 80